Ved at bruge sprogsporet.dk accepterer du vores behandling af personoplysninger og cookies. OK

Forside » Boglister »

BørnehaveReolen

BørnehaveReolen er en række nyhedsbreve, som er sprængfyldt med inspiration til digital læsning med børn i alderen 3-6 år.

For forældre

Hvert nyhedsbrev er en ”digital bogpakke” til dig, som er interesseret i at læse og lytte til e- og lydbøger med dit barn.

Nyhedsbrevene understøtter samtidig de temaer, der arbejdes med i børnehaverne. Bøgerne er nøje udvalgt og lette at finde og låne med dit normale biblioteks-login via links i nyhedsbrevene. Når du følger et link, kommer du over i eReolen, hvor du straks kan låne eller reservere bogen.

Hent nyhedsbrevene ved at klikke på billederne herunder:

           

     

5 tips til at læse og lytte digitalt med dit barn

1. Tegn og lyt

Sæt en lydbog på, når I sidder og tegner. Det kræver koncentration at tegne, og derfor er barnet allerede indstillet på at sidde stille (i hvert fald i en vis tid!). Efter en lang dag i børnehave med larm og leg, tilbyder en lydbog ro og fordybelse. Det kan derfor være både hyggeligt og stimulerende for barnets sprogudvikling at lytte til en lydbog.

2. Bøger til bagsædet

Det kan være lidt af en opgave at holde børnene i ro, når man skal ud at køre langt. Sæt en lydbog på og lyt sammen, så har I både underholdning og et fælles samtaleemne undervejs. Spørg evt. ind og snak om historien, når den er slut, så barnets interesse fastholdes.

3. Læs højt fra en e-bog

Læs en e-bog sammen med dit barn, når I sidder i sofaen, sengen eller en anden situation, der er forbundet med ro og højtlæsning. Med e-bøger har I altid nye og spændende bøger ved hånden, og ligesom med papirbogen er der mulighed for, at barnet selv kan ”bladre” og pege i bogen. Det er også en god anledning til at lære barnet, at en tablet også kan være forbundet med læsning og fordybelse.

4. Sæt en lydbog på inden sengetid

Lydbøger kan have en beroligende og søvndyssende effekt, som gør, at vi falder til ro, samtidig med at fantasien sættes i gang. Prøv at kombinere godnatlæsningen med 5-10 min. lyttetid fra en lydbog inden sengetid. Søg på godnathistorier på appen/hjemmesiden, så kan I måske sammen finde den helt rigtige.

5. Sæt smartphone og tablet på flytilstand

Vi forbinder ofte alt, hvad der foregår på en tablet og smartphone med distraktion og det modsatte af fordybelse. Men de digitale platforme kan sagtens bruges til fordybelse – vi skal bare sætte rammerne for det. Start f.eks. med at downloade bogen til din enhed og sæt derefter din smartphone eller tablet på flytilstand, inden I begynder at læse eller lytte til en lydbog – så bliver barnet ikke forstyrret undervejs.

For fagpersoner

BørnehaveReolens nyhedsbreve afspejler temaer fra den pædagogiske læreplan. Med nyhedsbrevene bliver det derfor muligt for forældrene at understøtte barnets læselyst med de fokusområder, der fylder i børnehavens hverdag.

Nyhedsbrevene kan for eksempel sendes ud til forældrene via forældreintra, når det passer tematisk eller efter årstid.

Læs mere om BørnehaveReolen her, hvor du også finder materialer til at formidle tilbuddet.