Gå til hovedindhold Bibliotekernes Sprogspor

Forside »

Nyhedsbrev Oktober 2021

Forældre 0-3 årForældre 3-6 årDagtilbud 0-3 årDagtilbud 3-6 årBibliotekerAndre faggrupper

Glimt fra Småbørnskonferencen

Som så meget andet har Småbørnskonferencen på Nyborg Strand været udsat, men de fagligt tætpakkede dage i et solbeskinnet Nyborg var ventetiden værd.

Dr. Michael Tomasello deltog smånynnende fra sit arbejdsværelse via en Zoomforbindelse, men ellers var konferencen stort set i et format, som vi kender det fra tiden før Covid-19. Med småsnak i pauserne, masser af termokander og fagligt kompetente oplægsholdere live i rummet og med noget på hjerte.

Emnerne spændte fra før-verbal kommunikation over digital literacy til pædagogers opfattelse af kvalitet i sprogarbejdet; men gennem det hele gik en rød tråd af anerkendelse og medborgerskab.

Anerkendelse af barnets viden og ytringer - hvad enten de fremstilles med blikke, ord eller en app. Villighed til at favne diversiteten og lade alle børn være en del af fællesskabet og beslutningsprocesserne, uanset de barrierer der kan opstå af baggrund, fysiske eller mentale udfordringer.

Smukke intentioner, men nogle gange lettere sagt end gjort. For der skal investeres tid og energi for at opbygge den relation og delte intentionalitet, som Tomasello opfatter som grundlaget for kommunikation. Man skal måske selv på glatis rent digitalt, hvis man sammen med børnene skal udforske tablettens skabende potentiale. Man skal turde se sine egne fordomme i øjnene, hvis man skal give alle lige deltagelsesbetingelser, som lektor Kurt Bendix-Olsen var inde på i sit oplæg. Og lektor Chrisstina Munck har bestemt en pointe, når hun beder os fagprofessionelle overveje, hvad vi signalerer overfor forældrene, når vi stikker dem en kuffert med sprogunderstøttende materialer.

Fra Sprogsporets side kan vi bestemt også tilslutte os betydningen af at styrke børnenes udtrykskompetencer og dermed sikre deres demokratiske indflydelse. Demokratisk dannelse handler i dag også om digitale kompetencer. Og digitalt er ikke nødvendigvis lig med stillesiddende. Lektor Stine Liv Johansen, formand for Medierådet for Børn og Unge, talte blandt andet om at få kroppen med i udforskningen af det digitale – noget blandt andet tablets giver rige muligheder for.

Ny webdok om Sprogfitness

Kroppen er også i spil, når børn landet over slippes løs i en omgang sprogfitness. Hvad det har med literacy at gøre kan man blive klogere på i webdokken på Viden om Læsning, som har fejret den internationale literacydag med et tema om Sprogfitness produceret af undervisere fra UCN, som i alle årene har været samarbejdspartner. Samme sted findes en podcast om Sprogfitness produceret af Anne-Laura Hedegaard. Læs og lyt her.

Temadag om sprog og læsning for 150 biblioteksansatte

På den sidste dag i september samledes 150 bibliotekarer fra hele landet til en fælles temadag i Vejle: Hvorfor skal vi læse – og hvordan løfter vi læsningen som biblioteker? Det var temasporet Glæden ved Sprog, Litteratur og Læsning, som stod bag dagen og udover oplæg fra læseforsker Kristiane Hauer og konsulent Lisbet Vestergaard var der oplæg og stande om de mange tiltag under indsatserne Sprogsporet, Læsesporet og Læsekoncepter for voksne. Sprogsporet introducerede blandt andet til det kommende koncept Sammen om Skolestart, som lanceres i 2022, men allerede nu kan fejre udgivelsen af Læsefidusens ABC, som Dansklærerforeningen bidrager med ind i konceptet.

Materialer til sproglige minoriteter

Farvel til september betød desværre også et farvel til Verdensbiblioteket.dk, Det Kgl. Biblioteks platform for digitale tilbud til sproglige minoriteter. Det er blevet meldt ud, at sitet takker af og viger pladsen til fordel for en satsning på de fysiske materialer. Læs mere om Det Kgl. Biblioteks materialer til betjening af sproglige minoriteter her.

Gå til forsiden for at se indhold fra din egen kommune

Tidligere nyhedsbreve

Besøg læsesporet.dk

Ugens ord er Bevægelse

Nu
Vis hinanden noget, I kan gøre med kroppen; for eksempel stå på ét ben eller snurre rundt. Kopier hinandens bevægelser.

Senere
Bevæg jer sammen på en ny måde hver dag. Det kunne være at løbe, rulle eller hoppe.

Sæt ord på det, dit barn viser dig
Voksen: ”Du løber hurtigt nu. Kan du også løbe hen til mig?” ”Ih, hvor hopper du højt!”