Gå til hovedindhold Bibliotekernes Sprogspor

Forside »

Nyhedsbrev Maj 2022

Forældre 0-3 årForældre 3-6 årDagtilbud 0-3 årDagtilbud 3-6 årBibliotekerAndre faggrupper

Dit spæde barn

Sproget skal opleves med alle sanser. Et ord forstås bedre, når vi har oplevet det, mærket det, leget det. Barnet forstår for eksempel ordet ’gynge’ bedre, når det har mærket suset i maven og vinden i håret på en gyngetur. Når du gynger barnet, kan du sige: ”Nu gynger du”. ”Ih det er dejligt – det kilder i maven”. ”Vil du have en tur mere på gyngen?”. Så bliver ordet ’gynge’ lagret som en oplevelse og en kropslig fornemmelse. Så vil barnet bedre være i stand til at huske og forstå dette ord.

For at give en god kropsbevidsthed kan man synge sanglege på gulvet med barnet, hvor kroppen bevæges igennem. Sæt ord på det I gør sammen. Jo yngre dit barn er, og jo færre ord, det kender, des mere er der brug for, at nye ord støttes med oplevelser, sanser og billeder.

Som forælder kan du hjælpe dit barn ved at

  • give barnet oplevelser, hvor sanserne kommer i brug – for eksempel føle på sand eller vand,
  • sætte ord på kroppen, når I leger, eller du pusler barnet. At smøre solcreme på kroppen er alletiders anledning til at sætte ord på arme, ben, numse, mave osv.,
  • lege fysiske lege. For eksempel ride ranke, svingture eller at blive prustet på maven,
  • bruge fagtesange, som kan findes på YouTube og andre steder. Se sprogsporet.dk

Dit lidt større barn

Børns liv består af overgange, hvor de oplever at skulle begynde på noget nyt og ukendt. Overgangene er forskellige – det kan være store eller små overgange. Nogle af de vigtigste skift i et barns liv er:

  • At starte i dagtilbud
  • At holde op med at bruge sut og ble
  • At blive storebror eller -søster

Det er individuelt, hvordan et barn oplever og reagerer på en overgang, men det markerer en ny udvikling hos barnet. En måde at støtte barnet og give omsorg i processen er at læse sammen og sætte ord på alt det nye.

Bøger kan hjælpe både dig og dit barn med overgangene, da dit barn kan genkende sig selv i dem. Bøgerne indeholder input til, hvordan man klarer en ny overgang. Når I læser, får du og dit barn lejlighed til at tale sammen om fx at stoppe med sutten.

Slut med sut og ble

Overgange kan markeres med ritualer og at holde op med bruge sut er en overgang, der for mange har sit eget ritual - suttetræet. Barnet kan give sin sut væk til træet, når sutten ikke længere er nødvendig. Pottetræning er også en stor overgang for barnet, hvor barnet skal stoppe med at bruge ble. Ofte er det de voksne, der ønsker at barnet skal stoppe med at bruge sut og ble.  Bøger kan hjælpe barnet med at lære disse nye ting, og den voksne kan få vejledning til fx pottetræning.

 

Dagtilbud

At starte i vuggestue eller hos dagplejer er store skift i et barns liv. Barnet skal være hjemmefra, møde nye børn og voksne og måske selv klare flere praktiske ting – fx at spise selv. Alt efter barnets alder ved opstarten, kan bøger også her bruges som forberedelse til at starte i institution og dermed lette overgangen. Senere vil der være overgange til børnehaven.

Barnet får brug for at lære at håndtere sine egne og andres følelser. Det lille barn skal aflæse andres ansigtsudtryk og følelser - fx hvordan man ser ud, når man er glad. Barnet skal også lære at dele den voksnes opmærksomhed med andre børn. Lidt større børn skal være en del af et fællesskab og lære at knytte venskaber. Bøger om følelser og venskaber kan bruges til, at dit barn kan øve sig på at forstå egne og andres følelser. Og du og dit barn kan tale om, hvordan man er en god ven.

Søskende

At blive storesøster eller -bror er også en vigtig overgang i et barns liv. Barnets sociale færdigheder skal udvikles, fordi barnet skal dele de voksnes opmærksomhed med den lille ny. Bøger kan være gode til at tale om alle følelserne, der dukker op i den nye situation.

 

Se flere forslag i Sprogsporets boglister.

Gå til forsiden for at se indhold fra din egen kommune

Tidligere nyhedsbreve

Besøg læsesporet.dk

Ugens ord er Hest

Nu
Forestil jer, at I er heste, der både kan stejle, vrinske og springe over ting.

Senere
Syng de sange, I kender, som handler om en hest; ”Rapanden Rasmus”, ”Jeg er en glad lille cowboy” og mange flere.

Tilbyd dit barn mange ord for den samme ting
Det hjælper dit barn til at udtrykke sig klart og præcist. Voksen: ”Se, en stor, brun hest. Det er en hoppe. Mon der også er en hingst?”