Gå til hovedindhold Bibliotekernes Sprogspor

Forside »

Nyhedsbrev Juni 2022

Forældre 0-3 årForældre 3-6 årDagtilbud 0-3 årDagtilbud 3-6 årBibliotekerAndre faggrupper

Dit spæde barn

Når vi snakker med børn om deres oplevelser, bliver de bedre rent sprogligt. Men de bliver også bedre til at huske og fortælle om, hvad de oplever. Derfor er det vigtigt, at I taler sammen om det, I ser. For eksempel når I er ude at gå tur.

Måske lægger du mærke til, at dit barn kigger på en fugl. Peg og kig på fuglen og sig gerne: ”det er en fugl”. Få øjenkontakt med dit barn og fortæl igen: ”ja – det er en fugl”. Peg igen på fuglen, mens du gentager og udvider sætningen til for eksempel: ”det er en fugl – kan du høre, at fuglen siger pip?”.

Som voksen skal du også gøre opmærksom på det, barnet ikke selv har fået øje på endnu. Udvælg noget på din vej – peg på det, sæt ord på og forklar det for barnet.

Som forælder kan du hjælpe dit barn ved at

  • være opmærksom på, hvad der sker omkring jer,
  • pege på spændende ting på jeres vej. For eksempel en fugl, en kran eller en sky,
  • følge med i, hvad barnet kigger på, og sætte ord på det.

Dit lidt større barn

Nu nærmer sommeren sig med hastige skridt med tidlige sommermorgener fulde af fuglefløjt og lange lune sommeraftner. Dagene føles længere og livet mere frit, når vi kan smide overfrakken. Benyt lejligheden til at låne en masse gode billedbøger med hjem. Sommer er ofte lig med mere udetid, og bøger kan sagtens læses udenfor enten i en hule, i haven eller et favoritsted i naturen omkring jer. Måske er I så heldige at have et bål sted, så yndlingsbøgerne kan læses omkring bålet.

Udeliv giver også mulighed for at følge børnenes interesse for hvad der sker i naturen. På bibliotekerne har vi masser af bøger om insekter, fugle og andre danske dyr, som hele familien kan blive klogere på.

Når ferien banker på døren, er det vigtigt, at børnene stadig har let adgang til bøger. Pak en lille sommerferierygsæk med spændende bøger. Den er nem at snuppe med til sommerferiens udflugter eller lange køreture.

  • Lad dit barn sidde med en bog i bilen, klapvognen eller i bussen.
  • Tag en bog med på legepladsen. At sidde og læse en bog på en bænk er en god måde at falde ned på efter fysisk aktivitet.
  • Medbring en bog, når I tager ud at spise. Grib i det hele taget muligheden i alle situationer, hvor dit barn skal vente tålmodigt – fx i venteværelset hos lægen eller tandlægen.

Læs mere

Inspiration til billedbøger

Gå til forsiden for at se indhold fra din egen kommune

Tidligere nyhedsbreve

Besøg læsesporet.dk

Ugens ord er Eventyr

Nu
”Der var engang..” Fortæl for eksempel om en heks, en prinsesse eller en anden eventyrfigur.

Senere
Kan I klæde jer ud som nogle af figurerne fra eventyrene og sige deres replikker?

Gentagelse udvikler sproget
Læs eller fortæl gerne det samme eventyr igen og igen. Jo flere gange dit barn har hørt historien, desto mere kan I snakke sammen om handlingen.